|
Hejsa,
Jeg skriver til jer fordi jeg for en måneds tid siden var ude at rejse til Tunesien. Her fik jeg mave-/tarminfektion, som startede med diarré og opkastninger og efterfølgende kvalme således, at jeg hverken kunne spise eller drikke. Det resulterede i, at jeg blev dehydreret og indlagt til at få drop ad 2 omgange i Tunesien. Det gav mig lige akkurat nok kræfter til at kunne klare flyveturen hjem. Efter jeg er kommet hjem har jeg været indlagt igen, dels for at få min væskebalance op igen og dels for at idenficere, om jeg har nogle infektioner i kroppen. Jeg har afgivet blodprøver, bloddyrkningsprøver, afføringsprøver, som også er blevet dyrket. Men der er ikke fundet nogen form for "sygdom" i alle prøver.
Det skal lige siges, at jeg har afgivet prøver på to forskellige tidspunkter, så det hele er blevet "dobbeltestet".
Mit problem nu er, at jeg ikke længere har diarré, men en meget voldsom kvalme hele tiden. Jeg har hele tiden en "klump" i halsen og tvinger mig selv til at spise og drikke, så det ikke ender med en indlæggelse igen. Min mave føles som en stor klump og laver mange lyde hele tiden. Ind i mellem føles det som om der ligger en mursten på maven og presser på. Indtil videre har jeg fået Premparan (middel mod kvalme), men får det meget ubehageligt, når jeg har taget det - er meget afkræftet og føler ikke, at jeg har kræfter i mine arme og ben. Så det er jeg holdt op med at tage. Endvidere har jeg fået noget syrehæmmende til mavesyren i maven, da det iflg. lægen godt kan være det der giver ubehaget. De tager godt nok den syrende fornemmelse i maven, men desværre gør det min kvalme værre.
Pga. ubehaget og kvalmen kan jeg ikke sove om natten og får det derfor endnu dårligere for hver dag der går. Inden for de sidste fem dage har jeg nok sovet 2-3 timer i gennemsnit. Jeg tror, at jeg er kommet ind i en ond cirkel. Næste skridt i dette efterhånden meget lange forløb er en kikkertundersøgelse i næste uge. Idag er jeg så også begyndt at få hoste. Jeg er meget desperat for at få hjælp til min kvalme. Jeg føler lidt, at den medicin jeg får, er lidt "gætværk" fra lægerne, fordi de ikke ved, hvad der er galt med mig. På grund af at det har stået på så længe, har jeg tabt mig 8 kilo indtil videre (vejer 51,5 og 160 cm høj) Jeg håber, at I kan hjælpe mig eller komme med gode råd.
Hilsen
Rashdia
Kære Rashdia,
du er desværre ikke alene om at komme syg hjem fra en ferie. Jeg har haft adskillige klienter gennem tidens løb, der næsten er kommet til min klinik direkte fra hospitaler, hvor de har fået beskeden: "Der er intet at se og du får det nok snart bedre!"
Du har det stadig dårligt og min vurdering skal foretages på dine symptomer alene. Enten har du parasitter, der forårsager kvalmen og tærer på dig generelt eller også har du stadig bakterier tilbage i systemet. Muligheden for at den medicin, du har fået, har forgiftet dig eller "brændt" dine slimhinder af i maven er også til stede.
Der er forskellige behandinger til de forskellige problemer. Det vil derfor være svært at anbefale dig en specifik kur. Min umiddelbare formodning er parasitter. De kan gemme sig i lever, nyrer, milt og mave-/tarmsystem. De kan gemme sig så godt, at man ikke kan identificere dem i hospitalernes undersøgelser. Blot har jeg set så mange klienter med de samme symptomer og den samme manglende diagnose fra hospitalerne, få det godt igen ret hurtigt efter en parasitkur på urter.
Forskellige bakterieformer kan også volde store problemer, men skal afhjælpes med helt andre urter og homøopati. Jeg vil klart anbefale dig at søge en biopat for at få hjælp til en afklaring af, hvad dine symptomer dækker over og hvilken behandling din krop kan klare for at komme det til livs.
Skulle du alligevel selv ønske at prøve nogle præparater, kunne det være Para i Form fra Natur Energi eller Naturdrogeriets Malurt kapsler, Nellike kapsler og Sort/grøn valnød i dråber. Alt taget efter foreskrift.
Du ønskes alt godt og en snarlig bedring.
Birgitte Harms
Biopat, phytoterapeut, kinesiolog
www.byensbiopat.dk
Vores colonterapeut har også et par ord med på vejen til dig:
Kære Rashdia
Nogle ormearter (flercellede parasitter) giver netop symptomer med hoste, vægttab, appetitløshed, kvalme og mavesmerter i form af ”en følelse af tyngde i maven”. Jeg synes det beskrevne billede indikerer, at du bør undersøges for dette, men det kan desværre være noget af et detektivarbejde at finde disse ”uindbudte gæster”. Da man jo kun finder det, man kikker efter, er det nødvendigt at være helt specifik i bestilling af afføringsprøver, prøver af ekspektorat (opspyt) og blodprøver, hvilket ofte kræver en mikrobiolog til at klare dette.
Jeg synes, du skal få din læge til at henvise dig til mikrobiologisk afdeling og dér snakke med en læge om, hvilke sandsynlige ormearter, der skal kikkes efter.
Desuden kan du selv understøtte processen ved at tage:
• Sort valnøddeekstrakt, hvidløg, persille, cayenne, grapefrugtkerne ekstrakt og kamille, der dræber mange ormearter og stimulerer immunforsvaret
• Lakridsrod, der renser tarmen
• Aloe Vera juice, der er basedannende og har en anti-inflammatorisk virkning.
Spis en kost med fokus på fibre med rå grønsager og hele korn. Du kan yderlig understøtte med: Mælkesyrebakterier, B-vitaminer, fiskeolie og zink.
Venlig hilsen
Jette Plesner
Colonterapeut
www.colonklinikken.dk
|