|
Kære Kiirsten,
Jeg er en kvinde på 38 år, som er gift og har to drenge på hhv. 7 og 4 år. Jeg har et fast job (33 timer ugentlig), som jeg er glad for, men desværre er det også et travlt job.
I december 2006 blev jeg sygemeldt på grund af stress og depression. Denne tilstand skyldtes, at jeg indenfor ét år oplever den store sorg at miste min kære far og bror. Min far dør i forbindelse med en by-pass operation og min bror dør efter længere tids sygdom (et år …) af en ondartet hjernesvulst.
I 1997 oplever jeg at miste mit første barn – en lille pige, som bliver født for tidligt og derfor ikke overlever. I årene efter får jeg to sunde og raske drenge, men begge graviditeter er komplicerede, med truende for tidlig fødsel og derfor indlæggelse på hospital. Min ældste søn bliver født 14 dage før termin og min yngste søn bliver født 1 måned før termin.
Jeg har derfor de seneste ti år været igennem meget modgang, og det endte så med total udbrændthed i december sidste år. Jeg måtte tage imod behandling med antidepressiv medicin. Jeg tager fortsat Mirtazapin, men er netop begyndt en meget langsom udtrapning. Jeg har det stadig ikke rigtig godt, men jeg føler, at jeg er på vej den rigtige vej igen…
Jeg har på nettet læst om stresshormonet kortisol, og vil i den forbindelse spørge, om det er et hormon, som kan måles i blodet ved en blodprøve? Og hvis det er tilfældet, kan man så behandle dette medicinsk?
Håber på et svar.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Pia O.
Kære Pia.
Du har været ude for mange belastende begivenheder i løbet af de sidste 10 år, men også dejlige begivenheder. Hvis vi ikke får sørget over tab, raset over uretfærdigheder og så videre, mens tid er, kan det desværre sætte sig som stress på et eller andet tidspunkt, hvor der også er mere nutidige begivenheder såsom et stort arbejdspres, der belaster. Jeg ønsker for dig, at du finder roen inden i dig selv igen.
Med hensyn til om kortisol kan måles i blodet og om der findes en medicinsk behandling, ja så må jeg blive dig svar skyldig. Det er nu 20 år siden, jeg forlod arbejdet som sygeplejerske for at blive alternativ behandler, og jeg ved ikke så meget om, hvad man kan idag med hensyn til kortisol. Jeg vil foreslå dig ved lejlighed at spørge din læge. Den viden jeg benytter i min artikel om kortisol har jeg fra mine sygeplejebøger og andre fagbøger om emnet. Og desuden fra aviser, fagblade m.v. Måske kan du i afsnittet om kosttilskud finde muligheder, du har lyst til at bruge sideløbende med aftrapningen af din lægeordinerede medicin. Der kunne også være hjælp til dig at hente hos en alternativ behandler, såsom zoneterapi, akupunktur, healing eller hvad du føler mest for.
Rigtig god bedring.
Kærlig hilsen Kiirsten Pedersen
Kinesiolog, akupunktør og clairvoyant
www.kiirsten.dk
|