Advarsel mod "party"-kosttilskud

For ganske nylig så jeg en læser spørge i en kendt lægebrevkasse, om lægen kunne forklare, hvorfor mælk ikke skulle være godt for blodtype 0, idet vedkommende ikke havde bemærket problemer med dette hos sig selv.

Lægen svarede, at det forstod han heller ikke, at der ikke var videnskabelig underbyggelse af teorien (om blodtypespecifik mad), og at man ikke skal tro på alt, hvad man læser, selvom det står i tykke bøger.
(Se i øvrigt speciallæge Claus Hanckes udmærkede artikel ”Kostråd skal Tages med et Gran Salt”).  

På baggrund af dette intetsigende svar, fik jeg lyst til selv at behandle de spørgsmål, der rejses, både af spørgeren og af lægen.
Først og fremmest så skyldes de fleste menneskers forvirring over påstandene med fx mælk, at de ikke ved, hvilke symptomer, de skal lægge mærke til. Med blodtype A er det så nemt, for en stor del af dem kender allerede den klistrede fornemmelse, de får i munden og svælget efter at have drukket komælk. Dette ses i alle grader fra ganske lidt til en syndflod af slimet sekret, der kommer efter at have drukket mælk, og til egentlige mavesmerter og diarre efter indtagelsen. Slimen er hos A’erne en immunreaktion, der går ud på at uskadeliggøre fjendtlig indtrængen ved at indkapsle mælkemolekylerne. Det skyldes, at (sød-)mælken strukturelt ligner blodtype B, som blodtype A danner antistof imod. Ganske ligesom en blodtransfusion med blodtype B vil forårsage en stærk modreaktion fra en blodtype A. Det er ikke kun i mund og svælg, at slimproduktionen øges – det sker i hele kroppen og skaber problemer.

For blodtype 0 er de signaler, der ledsager problemer med mælk fx vægtstigning (det er svært at holde vægten), smertetilstande/ømhed/hævelse og varme i leddene (som mange ganske enkelt tror hører med til at blive ældre) og træthed (som man også finder andre undskyldninger for tilstedeværelsen af). Det er således ikke et spørgsmål om, hvorvidt man føler en reaktion på en fødevare, som hvad der rent faktisk sker i kroppen, idet enhver tilførsel, siger logikken, vil forårsage en eller anden reaktion: positiv, neutral eller negativ. I de yngre år kan kroppen langt hen ad vejen kompensere for de ikke-optimale forhold, den bydes, men det bliver sværere og sværere, jo mere nedslidt kroppen bliver, fordi den skal bruge ekstra energi til at nedbryde de problematiske stoffer og kompensere for de skader, de laver. Derfor føler man med alderen i højere og højere grad reaktionerne. Og accepterer, at ”sådan er det at blive gammel”. Men det er det ikke nødvendigvis. Danskernes egen Helle Gotved passede livet igennem godt på sin ryg og beviste derved, at det lægerne anså for at være ”normal” ældning af en ryg, faktisk var sygelig nedslidning. Man kan godt i en alder af 70 have en lige så velfungerende ryg som en 45-årig. Hvis man giver den, hvad den kræver. Sådan forholder det sig formodentlig også med resten af kroppen.
Mælk er ikke nogen god proteinkilde for blodtype 0. Når man tænker på, at laktose (det problematiske stof i mælken for blodtype 0), ikke var en del af de tidlige jægersamfunds kost, så kan det ikke forundre nogen, at der i blodtypen ikke fra naturens side er indlagt en nøgle til at uskadeliggøre det med. Da mælk er og bliver den bedste kilde til optageligt kalk (kalcium), så må 0-typer finde en hårfin balance med de enkelte mælkeprodukter, som de kan tåle (feta, friskost, gedeost, ghee, smør, mozzarella) – og så ellers tage et dagligt tilskud af kalk. Dette er især vigtigt for kvinderne.

At blodtypekostteorierne ikke er videnskabeligt underbyggede er en sandhed med mange modifikationer. Den er sand i den retning, at der ikke er lavet dobbelte blindforsøg i stor skala for at afgøre, om det er selve kostplanen, der udvirker ”miraklerne” eller om der overhovedet er noget om det. Det er ligesom om der er et voldsomt etisk aspekt i at sætte mennesker på en kost i længere tid, som man ved er skadelig for dem – blot for at se, om de bliver syge. I bund og grund er det jo et forsøg, som folk kan lave hjemme i deres køkken, og som millioner af mennesker verden over allerede har gennemført og fundet frem til deres individuelle svar på. Og det er en del af hele essensen ved blodtypekosten: At vi er forskellige, og derfor reagerer forskelligt på forskellige ting, og derfor ikke kan proppes ind under samme hat – især ikke kostmæssigt set. Det fremgår også klart af blodtypekostbøgerne, at man selv skal tilpasse fødevarelisterne til sit behov. Ingen dør af at spise noget fra ”undgå” listen nu og da, og ikke alle kan tåle alle de ting, der står på deres lister m.m. Hvor striks man bør være afhænger af mange ting, bl.a. ens temperament og sundhedstilstand. Syge mennesker kan have gavn af at følge planen nøje. Andre kan tage det mere afslappet. Hvad der som en grundtone går gennem teorien er, at maden er en oplagt mulighed for at tage ansvar for sit eget helbred nu og på længere sigt, idet vi indtager flere kilo mad hver dag og det i høj grad er maden, der påvirker kroppens kemi – eller i hvert fald er en faktor, mennesket selv kan regulere. Og bøgerne lægger vægt på, at alt har en konsekvens, så med viden kan man bedre forme konsekvensen i den retning, man ønsker. I øvrigt ordinerer mange læger verden over i dag blodtypekost til fx deres hjertepatienter.

Påstanden om uvidenskabelighed er usand i den forstand, at blodtypekosten bygger på titusindvis af sammenligninger af forsøg (foretaget af videnskabsmænd over hele verden uafhængigt af hinanden) med blodtyper, kost, sygdom, levevis, motion osv., som gennem de sidste 25 år (i 2005) er blevet systematisk analyseret af Peter D’Adamo og hans stab. Disse fund er fulgt op af kortlægning af blodtypernes reaktioner på forskellige fødevarer i laboratoriemiljø. Dette arbejde har til dato resulteret i 4 bøger: ”Spis efter din Blodtype”, ”Lav Mad efter din Blodtype – kogebogen”, ”Lev efter din Blodtype” og ”Eat Right for Your Baby”, som jeg ikke mener er oversat til dansk endnu.

Det hele startede for 50 år siden med, at Peter D’Adamos far, James, iagttog bemærkelsesværdige sammenhænge mellem kost og blodtype hos sine patienter og viede sit liv til at udforske denne sammenhæng og behandle mennesker på denne måde. Men først med hans søns indblanding blev det videnskabelige grundlag tilvejebragt og tingene analyseret for at finde en årsag, ud fra de teorier, som faderen havde dannet sig i de forgangne 25 år. I mellemtiden har millioner af mennesker verden over altså haft glæde af disse iagttagelser. Blodtypekost er ikke egnet til at ”slå folk i hovedet med”. Den er nærmest: ”Pas du din næringsvej, så passer jeg min”. Den er en livsstil. Nogle er så heldige, at de er så følsomme overfor mad eller så syge, at de kan mærke enorme forbedringer i løbet af kort tid. De fleste andre må nok mere se efter de diskrete forbedringer og over længere tid, især hvis man ikke er vant til at lytte til sin krops signaler. Alle former for ubehag er et forsøg på fra kroppens side at tiltrække sig opmærksomhed for at få noget gjort ved problemet. Også uønsket vægtøgning/uønsket vægttab. Det er derfor klogt at lytte til signalerne. For de mennesker, der hører til dem, der må ”lade sig nøje med” diskrete forbedringer kan det selvfølgelig være svært at holde ved – særligt hvis omgivelserne ikke er velvilligt indstillede. Men belønningen kommer efterhånden som man bliver ældre. Man er ganske enkelt ikke så nedslidt indvendig som mennesker, der har levet som det har passet dem, og man er mere modstandsdygtig overfor sygdom. Træthed, overvægt, smerter m.m. er ikke nødvendigvis en del af det at blive ældre.  

Sluttelig vil jeg gerne sige, at selvfølgelig skal man ikke tro på alting, selvom det står i tykke bøger. Man skal prøve det af selv og finde svaret i den erfaring, man får ved dét.
Det har jeg gjort. For mig har blodtypekosten betydet et liv værd at leve – og det bliver stadig bedre efter nu flere år med den levevis. Man kan derfor med en vis ret sige, at jeg ikke er ganske uhildet, men jeg har så i hvert fald en ide om, hvad jeg taler om. Og jeg er ellers ikke nem at begejstre.