|
Hej!
Jeg syntes mit helbred er lidt uoverskueligt. Håber, at I kan hjælpe mig lidt. Jeg har haft to komplicerede graviditeter og efter den første i ’97, gik jeg ned med en depression; siden har min psyke været meget op og ned. I den anden graviditet dannede jeg kell-antistoffer overfor min mands blodtype. Hvad betydning det har for min krop, har jeg aldrig rigtig fundet ud af, er det kun når jeg er gravid, der er et problem?
For nogle år siden tabte jeg mig pludselig 12 kg. På et halvt år. Selv om jeg spiste rigtig meget. Jeg har endometriose og prøver at leve efter de kostregler, jeg fik efter min operation i Skejby i januar 2005. Dvs. undgå for meget fedt, sukker, mel og mælk. Men er det fødevarer, man bare kan undvære? Jeg spiser dagligt fiskeolie, enten Omega 3 eller Omega 3-6-9, en Omnimin vitaminpille og Total-B vitamin. Nogen gange tager jeg en Cal + Meg med D vitamin i, og jeg tager også jævnligt en c vitamin.
Dengang jeg tabte mig, fik jeg skannet min tyndtarm og undersøgelsen kunne tage op til 6 timer. Men da der var gået 20 min. var scanningsvæsken løbet igennem min tyndtarm og undersøgelsen var overstået på de 20 min. Det eneste de kunne konkludere var, at min tyndtarm arbejder meget hurtigt.
Jeg har gået ved psykolog i et par år, og da jeg stoppede, opfordrede hun mig til at få målt mit stofskifte, da jeg har alle symptomerne på for højt stofskifte – sveder og har fugtig hud, er meget nervøs i perioder, har indre uro, jeg er meget rastløs og har svært ved at koncentrere mig, hvis jeg føler mig presset ryster jeg meget, har dagligt hjertebanken og er samtidig utilpas, og hyperventilerer og har åndenød eller også spænder jeg, så jeg har svært ved at trække vejret, spiser godt men taber mig let alligevel, (min vægt svinger mellem 62 og 68 - jeg er 175 cm høj). Jeg er tit træt, men det kan jo skyldes endometriosen, min menstruation plejer at komme hver 28. dag, men nu svinger den mellem 28-35.
Har tænkt på, om det hele skyldes, at jeg ikke optager nok vitaminer og næring fra føden? Har for nogle år siden fået lavet en håranalyse og der var også nogle ting, som jeg skulle tage ekstra af, men syntes ikke det hjalp. Så det har jo ingen mening at spise en masse, hvis jeg ikke optager det.
Når jeg har det godt, fungerer jeg, men pludselig sker der noget og jeg kan ikke koncentrere mig, hyperventilerer og bliver utilpas. Ved ikke om det er pga. hjertebanken. Måske er det psykisk stress; min læge tror, jeg har fået en stress skade pga. de to komplicerede graviditeter. Der skal næsten ingen ting til, inden jeg føler mig presset og "alarmen" går.
I oktober 2005 blev jeg visiteret til flexjob, men går pt. på overgangsydelse, indtil de finder noget, jeg kan prøves af i. Så fysisk stresset er jeg ikke, men psykisk er jeg nok, men kan det gøre, at jeg har det som jeg har det? Og hvad kan jeg gøre?
Vil f.eks. Restora kunne hjælpe mig?
Tak …!
Krebsen
Kære Krebs.
Kell-systemet er et blodtypesystem ligesom det, vi normalt bruger (AB0-systemet). Sammen med AB0-systemet bruger vi Rhesus-systemet (pos. eller neg.). Har mor og barn ikke samme rhesusblodtype, danner moderen i løbet af ca. 14 dage efter fødslen af barnet antistoffer imod barnets blodtype, hvilket kan få katastrofale følger for det næste barn med denne blodtype, idet kroppens immunforsvar da vil opfatte barnet som en fjende. I Kell-systemet kan der opstå en immunreaktion, der er næsten lige så stærk som rhesus-immuniseringen. Behandlingen af fosteret er den samme som ved rhesus-immuniseringen.
90 % af befolkningen er K-negative. Men når du har dannet antistoffer (fordi du har været udsat for K-positivt blod), skal du være særligt opmærksom ved blodtransfusioner. Hvis du får K-positivt blod, vil det blive angrebet og destrueret af din krop, hvilket har en negativ indflydelse på dit blodbillede, som jo gerne skulle blive styrket af en transfusion.
Når man har fået konstateret anti-K i sit blod, vil der på forsiden af ens journal stå: ”I serum er påvist blodtypeantistoffet anti-K. I tilfælde af blodtransfusion skal gives K neg blod.” Men nævn det for en sikkerheds skyld, hvis du skal modtage blod.
Jeg skal lige korrigere en opfattelse, du har. Med så omfattende sygdom, som du er udsat for, er du kronisk fysisk og psykisk stresset. Det er en voldsom udfordring for din krop og psyke hele tiden at kompensere for de ubalancer, der er i hele dit system og som giver sig udslag i dine mange symptomer. Derfor tigger din krop om, og trænger til, al den støtte, du kan give. Fysisk, psykisk og mentalt. Den tærer hele tiden på sine ressourcer. Dit problem – hvis man kan sige, det kun er et – er så omfattende, at indsats på enkelte, begrænsede områder vil være spild af penge. Det vil kun være symptombehandling. Jeg kan her i brevkassen kun gætte på, hvad årsagen til hele miseren skyldes, men jeg mener, at du gør klogt i at finde en behandler, som kan hjælpe dig med at afdække årsagssammenhængene, så der kan sættes ind lige der, hvor skoen trykker. Glem derfor alt om Restora eller andet, indtil du er blevet gennemgribende undersøgt. Så vidt jeg kan vurdere, vil årsagsbehandling af dine problemer omfatte både fysik (mad, motion, livsstil, evt. kosttilskud), psyke (bearbejdning af problematikker her) og energi-/tankemønstre (fx omkodning af negative tænkemåder). Det er ikke sikkert, de i behandlingsformen, du bliver tilbudt, er skilt så tydeligt ad, men den vil omfatte indvirkning på dem. Jeg kan ikke foreslå dig en bestemt type behandler, kun sige, at du skal sikre dig, at vedkommende ser på dig som en helhed, ikke som adskilte problemer med fælles bopæl i din krop.
Rigtig god vind fremover.
Maryanna Morthensen
Blodtypekostvejleder/exam. kunstterapeut
www.epilepsi-partner.dk
|