Kejserens energi er udpræget maskulin. Han har virkelig myndighed, autoritet og herredømme, og påtager sig uden diskussion et ansvar.
Trumf nr. IV
Fordi han overhovedet ikke er i tvivl om sin evne til at gennemføre, hvad han sætter sig for. For begge køn symboliserer han vores forhold til autoriteter – om vi tør påtage os autoriteten eller ikke tør påtage os det ansvar.
Da han kanaliserer planeten Mars’ energi (stjernetegnet Vædderen) er han en typisk ledertype, inspireret af dynamisk handlekraft, virketrang og eventyrlyst. Han er en pioner på sit felt, en opfindertype, der kan gennemføre sine ideer. Hyrden for sin flok. En ildsjæl. Som en virkelig leder er han opfyldt af en lidenskabelig medfølelse, der får ham til at ofre sig for helhedens skyld, når det er nødvendigt, og han er ikke bange for at tage imod gode råd, uddelegere opgaver eller samarbejde. At kunne gøre dette forudsætter imidlertid en dyb forståelse for livets tilskikkelser på alle planer, ydmyg indordning under de kosmiske love og et stadigt hensyn til helhedens vilje.
Kejserens styrke ligger i hans evne til at forene logisk, konkret tænkning med visdom i et verdsligt herredømme. Han har styr på tingene. Hans time-manager er i hans hoved og han har overblik over den.
Kejseren er Ypperstepræstindens modsætning. Hvor hun lytter til sin intuition, holder han sig til klar logik.
På hans skjold ses den samme tohovedede ørn, som på Kejserindens skjold. Et symbol på, at de tilsammen udgør en helhed. Hendes ørn hvid som symbol på jomfruelighed og uskyld, med Månen – der symboliserer intuitionen og det kvindelige princip – i baggrunden. Kejserens rød med Solen i baggrunden – Solen der symboliserer det mandlige aspekt og den kreative energi. Igen symboliserer ørnen den forvandling, der har fundet sted på det indre og ydre plan og henviser altså også til kejserens kreative potentiale.
Dukker Kejseren op som et centralt kort i dit oplæg kan han hentyde til nye begyndelser, der tegner positivt, karriereskift, rejser eller forældreskab på det ydre plan. Er hans energi mere indadrettet, kan det betyde aha-oplevelser, nye erkendelser, indsigt i – for dig – hidtil ukendt viden eller en dramatisk selverkendelse. Uanset hvad kan du trygt have tillid til din kraft.
Det betyder for dig, at du er moden og selvstændig nok til at kunne træffe dine egne beslutninger, ud fra de forhåndenværende oplysninger. Vær frisk. Løb en risiko i ny og næ, for der er risiko ved alt – også ved ikke at beslutte sig til handling. Og du har magt nok over tingene til, at du kan tage et eventuelt nederlag med oprejst pande – som den engangsforeteelse du betragter det som.
Så længe Kejseren formår at stille sin magt i forandringens og de nye begyndelsers tjeneste, hersker der harmoni og fremgang. Men hvis han forelsker sig i magten for magtens skyld og bruger den til at fastholde og styrke det bestående, bliver hans beslutsomhed til stivnakkethed. Hans autoritet, der oprindeligt udsprang af hans forbindelse til sin åndelige side – hans visdom – bliver til diktatorisk tyranni. Frygten for forandring får ham til at kvæle enhver modstand mens den endnu er spæd. Men en kejser er kun kejser så længe folket vil, så denne tilstand har en selvafsluttende mekanisme indbygget: Oprøret ulmer, og på rette tid og sted vil Kejserens magt blive bragt til fald.
Oversat til dansk betyder det, at du ikke i al evighed kan flygte fra dit ansvar eller udøve magt, men at selvopholdelsesdrift og psykologiske mekanismer på et tidspunkt vil få dig til at konfrontere din frygt for ansvar eller din magtsyge. Den før så logiske Kejser må i kontakt med sine følelser igen.
Eksempel: Mand, 44 år, akademiker i ledende stilling. Efter flere år på arbejdsmarkedet følte han nu, at lysten ikke længere drev værket; at han kun gik på arbejde fordi det var nødvendigt. Han følte, at han var blevet følelsesmæssigt ustabil og ikke længere havde overblik over sin tilværelse. I sin kvide havde han opsøgt mig for at spørge tarotkortene til råds: ”Ikke fordi jeg tror på dem, men intet andet har hjulpet, så måske er det på tide at prøve noget nyt.”
I første omgang ønskede han kun at trække et kort for fortid, nutid og fremtid, hvilket skulle vise sig var meget typisk for ham; han havde umådelig svært ved at overlade ansvaret til andre. Han ønskede ikke, at jeg skulle få for megen indflydelse på hans liv ved at give ham ”for mange” gode råd, som hans pligtfølelse ville påbyde ham at følge.
Narren, omvendt – Kejseren, omvendt – Ypperstepræstinden, retvendt, blev de tre kort, han trak.
Narren: Hans manglende lyst, glæde og drivkraft, der allerede havde været fraværende længe. Kejseren: Hans nuværende følelsesmæssige ustabilitet og manglende overblik på arbejde og hjemme. Hans desperate forsøg på at fastholde sin magtposition ved overdreven kontrol og hysterisk regelrytteri. Mit råd til ham var at han skulle tage ferie fra alle sine forpligtelser og enten alene eller sammen med andre udforske sit følelsesliv. Han valgte et to ugers intenst selvudviklingskursus, og resultatet blev Ypperstepræstinden, Kejserens totale modsætning: Han vendte tilbage til sit liv, inspireret, meget mere tryg ved sit følelsesliv og var begyndt at lytte til sine indskydelser, hvor irrationelle de end måtte forekomme ham. Han havde stadig svært ved at slippe kontrollen fuldstændigt, men var begyndt at male, hvilket hjalp ham til – indimellem – at lade sin indre kontrollør holde fri.
|