Denne artikel handler måske ikke så direkte om stress, men den handler om ord, og hvordan vi gemmer os bag ord.
Og hvis vi analyserer, hvad vi bruger ordene til, og måske finder andre ord, mere ærlige ord i stedet, ja så kan stress mindskes meget. Vi siger alle ofte: ”Jeg kan ikke …” Fx … melde mig syg, trods stress, … blive hjemme fra aftale, … udskyde besøget på plejehjemmet, … købe frugt i stedet for slik. Eksemplerne er mange og vi har alle nogle af dem.
Men, i virkeligheden handler det slet ikke om ”Jeg kan ikke”, men om ”Jeg vil ikke”. ”Jeg kan ikke melde mig syg”. Jo, det kræver kun, at du tager telefonen og ringer og siger: ”Jeg er syg”. Det kan enhver. Men vil du? Når vi siger: ”Jeg kan ikke”, skjuler vi os bag ordene og lægger ansvaret fra os: Vi synes ikke, vi kan ikke blive væk fra arbejdet af hensyn til de andre. Vi bliver ofre for sygdommen og problemet, og kan spille martyren, der lidende går på arbejde. Men hvis vi spørger os selv: ”Vil jeg på arbejde?” bliver sagen straks helt anderledes. Vi skal nu tage stilling til os selv og vores egen mening, vi skal selv tage et ansvar for vores helbred. Og derved tager vi stilling til sagen som den er og ikke til vores mere eller mindre skjulte følelser. Måske ”kan” du ikke melde dig syg, fordi du i virkeligheden frygter kritik, afskedigelse eller andet. Men hvis du er nået frem til, at du ikke vil på arbejde, så er det dig og ikke dine følelser, der har truffet valget. Når du frem til, at du vil på arbejde, så er det helt igennem dit valg og du kan med fred i sindet tage af sted. Martyren/offeret eksisterer ikke mere.
Jeg har i min klinik ofte talt med mine kunder om netop denne problematik, og alle er blevet overrasket over, hvilken forskel det gør at være ærlig overfor sig selv. Og mange af mine stressede kunder har fortalt, hvordan det blev meget lettere for dem at tage stilling til deres stress, når de begyndte at tage ansvar for deres liv ved at bruge ærlige ord. Men mange er samtidigt også blevet rystede over, hvordan de har skjult sig bag ordene.
Jeg håber dette kan hjælpe dig i opklaringen af netop din stress.
|