|
Hej.
Jeg ville høre, om I evt. ved, på hvilken hjemmeside jeg kan få hjælp til en kærlighedsforbandelse?
Mvh. Sandre
Kære Sandre.
Vi går ud fra, at du mener noget, som kan få en anden til at elske dig (love spell) og ikke hævn for et knust hjerte? Herfra kan vi kun henvise dig til wicca.dk, da vi ikke beskæftiger os med sådanne ting. Wicca er forummet for de danske hekse. Her kan du måske finde nogen, der kan hjælpe dig.
Det var egentlig det eneste, du spurgte om. For andre læseres skyld, der kigger med "over din skulder" har vi dog en tilføjelse som forklaring: Vær opmærksom på, at det du sender ud, vender på et tidspunkt tilbage til dig. Derfor er motivet til din handling altid af største vigtighed, og især hvis du ikke selv bryder dig om ubehageligheder. Jeg mener: Er det kærlighed, hvis man har tvunget den anden til at elske sig? Er det respekt for den andens fri vilje? Giver det balance? Kan et forhold bære det? Det signal du egentlig sender ud er jo, at du ikke har respekt for dig selv og tiltro til din egen tiltrækningskraft. Kan du så forvente, at andre vil have respekt for dig? Mange ting kan gå galt. Du vil jo altid inderst inde vide, at du brugte ufine metoder til at nå dit mål. Tænk dig ekstra godt om, før du giver dig i kast med at prøve at styre kræfter, der er selve essensen i universet: Kærlighedskraften lader sig ikke diktere af egen vinding, men har sin egen helt overordnede dagsorden om at udrydde magtmisbrug overalt, hvor det forekommer. Vores ufredelige verden er resultatet af dette. Hver eneste konflikt er her en læreproces i at forholde sig til magtmisbrug og forhåbentlig VÆLGE at finde fredeligere og kærligere alternative løsninger til krig m.m.
De kærligste hilsner til dig og alle andre fra
NetNaturDoktoren
|