|
Kære fagpanel.
Jeg står følelsesmæssigt i et dilemma, der fylder for mig dag og nat lige p.t. Jeg kan ikke give slip på det - jeg kan ikke finde ud af i hvilken retning, jeg skal videre for at få det godt med mig selv ... skal jeg acceptere, eller skal jeg bryde? Jeg har en kæreste som jeg virkelig elsker. Vi har det sjovt sammen og har de bedste snakke og mange fælles interesser. På mange områder er vi perfekte for hinanden. Han bor dog på Sjælland og jeg på Fyn. Han prioriterer sit arbejde højt og forståeligt nok sine børn. Herudover også sin ex. De planlægger alt sammen, og hun er hen af vejen meget meget vigtig for ham. På den ene side accepterer jeg, på den anden side gør jeg ikke. Jeg synes han prioriterer mig mindre og mindre, men samtidig siger han, at han elsker mig højt. Han er ikke skilt, kun sepereret fra sin eks. og vil ikke lade sig skille. Jeg er bange for, at han ikke er færdig med hende? Jeg er også bange for, at det ikke er mig, han vil have og at han godt ved, at han ikke skal have en fremtid med mig. Måske håber jeg på noget, der aldrig sker og bruger min energi på at lade mig såre unødigt. Kan I mon give mig et svar på, hvad jeg skal være opmærksom på, og hvad der vil være godt for mig i forhold til ham og mig? Glæder mig til at høre fra jer.
Kh.
Heidi
Kære Heidi
Tak for mail. Det fulde navn er redaktionen bekendt. Det er dejligt at læse, at I har det godt, når I er sammen. Dog: Når du skriver, at han ikke ønsker at lade sig skille fra sin kone, bør klokkerne ringe hos dig. Naturligvis afhængigt af hvilket forhold du ønsker. Ønsker du en god ven og elsker, er det perfekt. Hvis du derimod på sigt ønsker et samliv, ser situationen meget anderledes ud. Umiddelbart vil der gå en lang periode før denne energi kommer på banen. Og spørgsmålet er så, om du vil vente på dette! Men tænk dig godt om for ikke at blive såret for meget.
Med venlig hilsen
Erlinng Chriistensen
Internationalt medie, clairvoyant og healer
www.erlinngchriistensen.dk
|
