|
Hej NetNaturDoktor.
Tak for en god hjemmeside; vi er åbenbart mange, som oplever klarsyn/fænomener og meget andet, og det er godt, at vi kan skrive herind, så man kan se, at man bestemt ikke er alene, og bestemt heller ikke tosset.
Allerede som barn, 9–10-årig , fik jeg varsler i drømme, som jeg skrev ned i min dagbog, selvfølgelig også om andre almindelige pigeting. Men da jeg begyndte at vide noget om mine veninder, uden at de havde sagt det, blev jeg bange, og lukkede af for det, måske var jeg bare ikke parat til det endnu? Evnerne kom tilbage til mig, som 23-årig, jeg giftede mig med en mand, som selv havde meget stærke evner (vi var gift i 25 år, før han døde). Han spurgte, hvorfor jeg ikke brugte de evner, jeg holdt tilbage? Jeg fortalte ham om min barndoms oplevelser. Men han lærte mig at slappe af, og igen være åben i mit sind. Og roligt, måned for måned, gennem årene, blev jeg igen en hel person, med de evner jeg havde lagt låg på længe. Han blev min mentor, for han hjalp mig med at tyde alt det, jeg senere skulle komme ud for af såkaldt overnaturlige hændelser.
Dødsfald er altid meget voldsomme for mig. Da min mor døde i 1985 som 61-årig, af cancer, fik jeg ét varsel i en drøm, lige før jeg vågnede op af min søvn. I drømmen var jeg igen hjemme i mit barndomskvarter, hvor jeg voksede op. Pludselig – uden varsel – sprang asfalten op fra vejen, med en voldsom kraft, og op af hullet kom kæmpe flammer af ild! Jeg vågnede op, helt badet i sved, var godt klar over, at drømmen var et dårligt varsel. Min mor levede stadigvæk – var syg ja, men levede trods alt. Et par uger efter, fik jeg igen en drøm/varsel. Denne gang var min mor på vej op ad en stige til min altan, og lige før jeg kunne nå hende og trække hende ind, sagde hun til mig: Beklager lille skat – jeg kan ikke.
Og hun forsvandt for øjnene af mig. Denne gang var jeg godt klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, inden hun skulle dø. Da jeg besøgte hende på hospitalet, sagde personalet til mig, at det kun drejede sig om dage min mor havde tilbage, og jeg sagde til dem, at det vidste jeg udmærket godt, hvorpå de stirrede på mig. Min sidste samtale med min mor, mens hun var frisk og vågen og næsten smertefri den dag, 3 dage før hun døde, var nærmest befriende for os begge to. Hun sagde at jeg snart ville miste hende, og jeg svarede: Mor jeg ved det godt, og hun åndede lettet op og sagde: Åh gudskelov for det, du har vel drømt om det. Det måtte jeg sige ja til, og straks blev vores samtale nærmest kærlig mellem os, en forståelse for det som var på vej, gjorde at min mor kunne vælge, hvilke salmer hun ville ha’ til sin begravelse, og mange andre ting. Til sidst bad hun mig om den sidste ting, som var vigtig for hende. Hun vidste, at jeg havde evner som den eneste i vores familie, og hun vidste, at der mere mellem himmel og jord, så hun bad mig om hun ikke nok måtte kontakte mig efter sin død, så hun på den måde kunne fortælle mig, at hun var på besøg hos mig. Og det aftalte vi så, og det sidste jeg sagde til hende var: Farvel lille Mor, vi ses snart. Lyder bizart i mange folks ører. Men ikke mellem os.
Da min mor døde, og fik fred, skete der det, at ca. 11 timer efter hendes død, kom hun til mig.
Jeg var alene hjemme, og sad og ordnede nogle papirer, da en lyd pludselig fangede min opmærksomhed. Det var vores kassettebåndoptager, som spolede et bånd, som sad i. Jeg rejste mig for at se nærmere på det, og lige foran mine øjne, spolede båndoptageren på livet løs, men uden strøm, for den var ikke tændt! Jeg så mig om i stuen, og spurgte nærmest mest til luften: ”Er det dig som er her, Mor?” Straks begyndte alle mine lamper, skiftevis at blinke og slukke, i en hurtig rækkefølge, ligesom hvis man ville sende morsesignaler. Indrømmet, jeg blev skræmt fra vid og sans! Jeg sprang i løb ud på min altan – selv om det var regnvejr.
Stående derude, både græd og råbte jeg til min mor: ”Nej mor, ikke endnu – det er for tidligt
Jeg kan ikke klare det allerede.” Hvor dum må jeg ikke have set ud for mine naboer, hvis der var nogen ude på det tidspunkt? Det korte af det lange er, at min mor senere i stedet for kom til mig når jeg lå og sov, eller lige var ved at falde i søvn. Så sad hun på min sengekant, og trøstede mig, for jeg sørgede over hende i næsten 1½ år. Det vænnede jeg mig til, og min egen synske mand oplevede ofte, at min mor gik rundt i lejligheden, eller sad i en af vores lænestole, og det skete mest i de sene nattetimer. Efter 3 år var det tid for hende at drage videre. Jeg vil altid gemme den oplevelse, og ville ikke have undværet den tid, det stod på.
Da min mand døde for 3½ år siden, var det en meget barsk oplevelse, for han var ulykkelig og slet ikke klar til at forlade os, men det kan jeg evt. skrive om en anden dag.
Venlig hilsen
Vivi Jensen
|
Fra Læser til Læser 
