|
Mennesket har i al den tid, det har eksisteret, undret sig over sine natlige, bizarre, udflydende, til tider skrækindjagende, billedkompositioner – drømmene. Hvorfor? Hvordan? Hvad?
Alle disse spørgsmål har affødt et hav af undersøgelser, der igen har affødt et hav af teknikker. Men det har også medført, at vi i dag har et nogenlunde godt bud på, hvad drømmenes formål er: Drømme er et middel til at holde os fysisk, psykisk og mentalt sunde, og lærer man at tale deres sprog, har man et redskab af uvurderlig betydning for forståelsen af sig selv.
I oldtiden blev drømme anset for at være budskaber fra guderne, og de skulle bruges til at advare, opmuntre, profetere (nogle gange profitere) og vejlede med. Man lukkede i vid udstrækning sine øjne for onde drømme – der jo skyldtes dæmoner og derfor ikke burde have for stor opmærksomhed.
Fra ca. år 2000 f. Kr. har man Chester Beatty papyruset, der omhandler ægypternes datidige måde at tyde drømme på. Drømme, der kunne vejlede og forudsige, var især eftertragtede, men for at kunne gøre det, måtte man gennemgå indvielser, der blev forestået af præster, der så skulle påkalde og tyde drømmen. Selve drømmene blev fremkaldt af særlige drikke og søvn i templet, hvorefter præsten tydede drømmen og evt. gav behandling.
Babylonerne anså drømme for at være varsler, og satte dem derfor i forbindelse med hverdagslivet. Præster og drømmetydere var af den grund højt ansete mennesker. De havde metoder til at fastslå, om en drøm var guddommeligt inspireret eller ”bare” god eller ond. Den første var at se på, om drømmen som helhed gav mening i hverdagen ud fra parallelle hændelser i virkeligheden. Den anden var at tyde hvert billede i drømmen for sig og på den måde finde mening. Begge metoder bruges stadig i dag. På tavler fra det 7. århundrede før Kristus, blev der hos en assyrisk konge fundet vejledninger for, hvordan drømme skulle tydes.
I de fleste store religioner er der beretninger om store personligheders skelsættende drømme. Et eksempel er faraos drøm om de 7 rige og de 7 magre år i Mosebøgerne. Jøderne anså drømme som Jahves måde at lede og vejlede sit folk på. De stammede enten fra ham, hans hjælpere eller dæmoner. I den talmudiske periode anvendtes drømmetydning af rabbinere og vismænd til at forme den religiøse, sociale og politiske adfærd og tænkning. Men stadig var det drømmetyderen, der alene var i stand til at udlægge en drøm.
Muhammed nærede også stor respekt for drømme; store dele af Koranen blev dikteret til ham igennem drømme. Også Muhammed anså drømmetydere for nødvendige og advarede imod falske drømme.
Grækerne, der til alle tider har været kreative, tog hvad de kunne bruge fra ægypterne og babylonerne samt fra de kulturer, de mødte på deres rejser. Det blev fx grækerne, der i stadig stigende grad tog drømmene i brug som helbredelsesmiddel. De oprettede templer – orakler – og ægypternes gamle metode blev anvendt i lægekunstens navn. Det mest kendte var oraklet Asklepios fra Epidauros. Helbredelse skulle forstås helt bogstaveligt: Hvis man havde drømt den ”rigtige” drøm, ville man være helbredt, når man vågnede op. Hvis drømmeren ikke blev helbredt, var det fordi ofringerne ikke var gode nok ...
I det 5. og 4. århundrede før Kristus fornyede græske filosoffer i høj grad forestillingen om drømme. Heraklit beskrev drømme som drømmerens tilbagetrækning til sit indre – modsat en guddommelig påvirkning. Demokrit mente, at visse personer og genstande var i stand til at trænge igennem den sovendes bevidsthed – en foregribelse af oversanselige opfattelsesevner, ESP. Platon ar interesseret i at finde ud af, hvordan drømme påvirkede menneskets hverdag og Aristoteles tog livet af drømmene som gudernes værk. Han brugte ren og skær logik, idet han påstod, at eftersom guderne beherskede det fuldstændig rationelle, ville de kun sende drømme til mennesker, der kunne gøre brug af dem – dvs. kloge og fornuftige mennesker. Men alle mennesker drømte, så det kunne guderne ikke have noget med at gøre! Han nåede siden til at foreslå, at læger måske ville kunne gøre brug af drømme til at finde tegn på sygdomme eller fejlfunktioner, der endnu ikke havde vist sig fysisk. Lægekunstens fader, Hippokrates, var tidligere nået til samme resultat.
Romeren Artemidorus skrev i det 2. århundrede efter Kristus 5 bøger om drømme, der blev grundlaget for megen drømmetydning op til Freuds tid.
Omkring år 400 efter Kristus levede en begavet kirkefader, der dog var meget ulykkelig. Han satte datidens klassikere meget højt. Endog højere end Biblen. Under alvorlig sygdom havde han en drøm, som resten af livet fik ham til at frygte verdslige bøger. Han blev opslugt af at advare imod falske drømme og muligheden for dæmonisk påvirkning – ganske umærkeligt drejedes problemet hen til at drømme udelukkende skyldtes hekseri og enhver interesse i drømme var overtro. I de næste århundreder forsøgte kirken at fremme den opfattelse, at drømme burde ignoreres. Kun kirken talte Guds ord – der var ingen grund til, at Gud skulle henvende sig direkte til menigmand.
Igennem mange hundrede år antog man, at mareridt var onde ånder, der tog bolig i sjælen, når man sov. Man ville ganske enkelt ikke tage ansvar for selv at skabe sådanne billeder. Disse forestillinger går så langt tilbage som til det 10. århundrede i vesteuropæisk kultur, og sikkert endnu længere i andre kulturer.
Man inddelte de onde ånder i 3 kategorier:
INCUBUS, der havde samleje med kvinder, mens de sov
SUCCUBUS, der havde samleje med mænd, mens de sov
HEKSE, der nogle gange var ledsaget af 9 onde ånder
Henimod slutningen af middelalderen havde Martin Luther sin mening: Drømme kunne bidrage til selverkendelse ved at vise os vore synder. Desværre blev han så foruroliget over sine egne drømme, at han bad til Gud om ikke længere at tale til ham igennem dem.
Med Gutenbergs opfindelse af trykningsteknikken, blev små drømmebøger, baseret på Artemidorus’ bøger snart læst af mange. Efterhånden som videnskaben vandt indpas i stedet for troen, tog rationalister og intellektuelle afstand fra denne tilgang til drømme og drømmene blev nu også genstand for videnskabelig granskning. Fra at være overtro blev drømme nu baseret på, at mennesket er intelligent – et logisk væsen, der kan styre sin egen skæbne. Og drømmene var et af midlerne til nå til kundskab om psyken. De tyske filosoffer Johann Fichte, Friedrich Schelling og andre udviklede begrebet om det ubevidste.
Siden kom Freud til. Han anså drømme for at være den vigtigste kilde til oplysninger om vore ubevidste processer. Han mente, drømmelivet var opfyldelsen af drømmerens undertrykte ønsker, særligt af seksuel eller incestuøs karakter. De sidste var ganske særligt konfliktfyldte og mentes derfor at være årsag til mareridt. Selvom det i dag kan forekomme temmelig overdrevent at se seksuelle komplekser i ethvert drømmesymbol, så skal man tænke på, at Freud levede i den sidste del af victoriatiden, hvor sex var noget, man skammede sig over blot at tænke på! Det var således en gave, han på daværende tidspunkt gav europæerne: Han gav dem deres seksualitet og drifter tilbage. Nu blev det – lidt efter lidt – moderne at vedkende sig i hvert fald en vis seksualitet.
C.G. Jung var elev af Freud, men brød med ham og fik siden sin egen mening om drømme. Han så dem som en hjælpende helhed, der udtrykte forskellige aspekter af drømmeren selv. Både personer, farver, lyde, landskaber, figurer og ting i drømmene var metaforer for drømmerens fysiske og psykiske tilstand.
Fritz Perls lånte Jungs opfattelse og brugte den i sin egen praksis til at hjælpe mennesker med at finde frem til manglende elementer i deres personlighed og derved skabe mere helhed.
I 1929 offentliggjorde Hans Berger for første gang sin opdagelse: Elektroencephalografen. Det var lykkedes ham at måle en af hjernens svingningshastigheder – den såkaldte alfarytme. Igennem 50’erne og 60’erne blev der forsket rigtig meget i hjernens rytmer, og det vil sige, at søvnen nu også blev genstand for indgående, fysiologiske undersøgelser. Noget man tidligere havde været afskåret fra. En stor del af den viden, vi fik dengang, er stadig gyldig i dag. Endnu et kæmpeskridt i retning af forståelsen af søvnens og drømmenes funktion blev muligt, da computerteknikken i 1980’erne holdt sit indtog i selv mindre virksomheder. Nu var det muligt at behandle de enorme mængder data, en helnats søvnundersøgelse resulterede i, hurtigt, statistisk og økonomisk rationelt. Vores viden om søvn og drømme voksede næsten dag for dag. Efterhånden som computerne blev kraftigere og kraftigere, blev det også muligt at sortere selve svingningshastighederne hver for sig og optegne billeder af hjernes funktion i bestemte faser – det såkaldt kvalitative elektroencephalogram (QEEG). Det er indenfor de sidste 15 år blevet muligt at begynde at forske effektivt i sammenhængen mellem fysiologiske ændringer i hjernens elektriske signaler og psykiske reaktioner i sindet. Vi står på tærskelen til en ny tidsalder … en tidsalder, hvor videnskaben sanktionerer helheden …
Litteratur:
Jill Morris: Drømme som Middel til Forståelse, Borgens forlag, 1985
Montague Ullmann og Nan Zimmerman, Forstå Dine Drømme, Borgens forlag, 1983
|
Sundhed i Dagligdagen 
