Forsøgspersoner søges i Østjylland

Tour de France 2006. Alle favoritter udelukket pga. stærkt begrundet mistanke om bloddoping.

Basketballspillere, fodboldspillere og tennisspillere har efter sigende frekventeret den samme moralsk flossede læge, der gerne står til rådighed med ulovlige, men konkurrencestyrkende behandlinger til hungrende sportsfolk.
– Jeg hjælper dem bare med at klare de store krav, konkurrencesporten stiller til dem, siger han.

Bodybuildere og atletikfolk er kommet til at ligne hårdtpumpede hamburgerrygge ved hjælp af steroider og mere eller mindre kendte stoffer som fx EPO. Snart sagt alle sportsgrene kender efterhånden til (mis)brugen af præstationsfremmende midler.
Tour de France 2007 og 2008: I kølvandet på dopingindrømmelser fra tidligere tour-vindere og massiv indsats for at afsløre doping, må løbsledelsen se i øjnene, at rytterne stadig må kæmpe med mistanken om doping.
Hvorfor gør de det? Og hvorfor bliver de ved, selvom de er blevet taget tidligere og straffet for det?

En af grundene er uden tvivl penge. Der er så meget på spil i elitesport i dag, at hvis man vil blande sig i toppen, er man nødt til at skille sig ud for at tiltrække sig opmærksomhed fra den livsnødvendige nerve, som fx sponsorerne udgør. For at kunne blande sig med de store er man nødt til at kunne træne på fuld tid, under de bedste betingelser – og det kan man ikke, hvis man skal tænke på, hvor pengene til næste dags måltider skal komme fra. Og mange spinder guld på mændene og kvinderne med de exceptionelle talenter. Sponsorer, medier, bookmakere, behandlere, trænere med mange flere er afhængige af lige netop deres guldfugls præstationer. Derfor har de en klemme på guldfuglen og derfor falder mange af fuglene for fristelsen til at hjælpe naturen lidt på vej. Også selvom de før er blevet opdaget. Uheldet kan jo ikke fortsætte, kan det vel? Dette har drevet mange sportsgrene ud i ekstremydelser, som menneskekroppe ikke er bygget til at levere i længere perioder. Det koster. Kollaps, ændret adfærd, hjerneskader, pludselige dødsfald og meget andet er vilkårene, hvis man bruger doping. Som om sportsgrenens erhvervsskader i form af fx dårlige rygge, ødelagte led, forstørrede hjerter m.m. ikke var nok.

Da nu sportsgrenene har udviklet så ekstreme konkurrenceformer, at normale mennesker kun kan stå måbende ved sidelinjen og fetere de helte, der leverer de præstationer, som disse helt almindelige mennesker kun kan drømme om selv at kunne præstere en dag, bliver disse sportsstjerner rollemodeller for hele generationer af ungdom. Noget af ungdommen tiltrækkes af deres helt umenneskelige kontrol over deres kroppe. Andre tiltrækkes af de skyhøje lønninger og prestigen – der dækker over fantastisk hårdt slid, stædig vilje til at gå målrettet mod toppen og misbrug af en krop, der en dag vil sige stop, fordi den ikke er bygget til sådanne ekstreme ydelser dag efter dag, år ud og år ind. Atter andre drømmer om, at deres sportsgren vil bringe dem ud af fattigdommen og vil kaste ære og berømmelse af sig.

Det fremkalder et fantastisk etisk og moralsk dilemma for den enkelte sportsudøver og for selve sporten. Som rollemodeller for en stor del af verdens opvoksende ungdom, har sportsstjernerne et ansvar for at signalere gode vaner til de unge generationer. At lære dem glæden og stoltheden ved at være rigtig gode til noget. På den anden side har heltene også en forpligtelse til at sørge for at blive så god en investering for de investorer, der har sat penge i dem. Både for egen og de menneskers skyld, hvis brød er afhængigt af deres præstationer.

I dette dilemma lader det til, at de økonomiske interesser for tiden har overtaget. Det er nemmere at lukke øjnene for det, der ikke er umiddelbart i nærheden af én – som i dette tilfælde beundrerne – og fokusere på det, der er lige for: Teamet. Det er lykkedes at presse mange store sportsstjerner til at se stort på ansvaret for deres eget velbefindende og deres ansvar for, hvilke standarder børn og unge vokser op med i forhold til sport. Det er så grelt, at man ikke engang behøver at antyde for dem mere, at de skal tage noget – det er så udbredt i dag i mange sportsgrene og så stor en del af erhvervsrisikoen, at der skal stort personligt mod og rygrad til at lade være. Jeg er faktisk ikke utilbøjelig til at tro, at en del af årsagen til, at mange unge sætter sig på deres dertil indrettede og foretrækker at se deres helte i aktion, frem for selv at være i aktion, skyldes erkendelsen af, at de alligevel aldrig når heltenes niveau. Det er så himmelvidt fra deres hverdag, at de lige så godt kan lade være at prøve. Denne hyldest til det ekstreme kaster en hjerteskærende trøstesløshed af sig. Den er uopnåelig for flertallet. Så flertallet bliver enten ligeglade med sporten eller foretrækker at dyrke deres idoler på afstand gennem TV, fra tilskuerrækkerne eller ved at samle på effekter fra deres helte. Derved afskærer de sig selv fra mange skønne motionstimer i selskab med ligesindede – og det nærmeste de kommer deres helte er, at de ved sportsbegivenhederne dyrker en anden, men lige så skadelig form for doping: Nydelsesmidler. Hvad enten det er hurtigmad, øl og spiritus, sodavand, tobak eller lignende – enkeltvis eller i kombination – så er storforbrug af disse heller ikke uden konsekvenser og over længere tid ligeså destruktivt som sportsfolkenes brug af stoffer, naturlige eller unaturlige. Og mange af tilskuerne har ikke engang sund motion som modgift imod dem. Flere af de nydelsesmidler, vi bruger i dag, er kendte nervegifte. Det er det, der giver dem deres virkning og giver brugerne trang til at bruge dem samt følelsen af, at man godt kan styre det. Det, der engang var en festlig og fornøjelig begivenhed for alle, er nu blevet til en orgiekultur for flertallet (tilskuerne) og et benhårdt arbejde i højrisikogruppe for minoriteten (sportsfolkene).

Det vil derfor være håbløst at give de enkelte sportsfolk det fulde ansvar for at komme dopingspøgelset til livs. Det er blevet et kulturfænomen. De er ansatte – arbejdere; ikke helte – i magtfulde organisationer, hvor man blot køber sig endnu en guldfugl, når den gamle er blevet gold og ikke længere lægger guldæg. Hvis det skal være muligt at komme doping til livs, så bliver kravet nødt til at komme fra de brede masser, sportsforbundene bliver nødt til at tage omfattende forholdsregler og blandt sportsfolk må man signalere til hinanden, at doping er foragteligt, uacceptabelt og konkurrenceforvridende. Det er ikke noget en ærlig sportsmand gør. Fair play som æresbegreb kunne passende komme til ære og værdighed igen.