Sund Livsstil messe i Øksnehallen

Sund Livsstil messen flytter fra Forum til Øksnehallen 23. - 25. september 2011
Læs videre... [Sund Livsstil messe i Øksnehallen]
 

Din Alternative Portal

Chat på Alterne

We have 27 guests online
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Vi har 27 gæster online
Forside
Bliver Christiania "normaliseret"? PDF Udskriv E-mail
søndag 18. maj 2008

christiania1.jpgDette spørgsmål dukkede op i mit hoved for snart en rum tid siden, helt præcist udløst i praksis af udsendelsen “Oraklerne”, hvor min dygtige kollega Christian Borup bekymret spurgte en af orakelsøgerne, om hun mon kunne blive boende på sit elskede Christiania, umiddelbart efter at hun på glimrende vis berettede om den del af ”staden”, som vi normal-danskere kun sjældent får indblik i.

Hun var virkelig en fremragende repræsentant for de seriøse fastboende christianitter, der stadig mener det alvorligt med at holde staden levende og åben for anderledes tænkende individer og individualister.

NB: et spørgsmålshoroskop mister ikke sin aktualitet ved ikke at blive besvaret med det samme; blot man gemmer data, er alt i orden til senere tolkning. Horoskopet for mit spørgsmål dengang, der blev stillet 13. maj 2003 kl. 08:27:12, ser ud som følger:

christiania_norm.jpgFRISTADEN
Jeg vælger at lade Christiania repræsenteres ved MERKUR, der hersker over hjemmets hus, det 4. og tillige over det skjulte, lukkede 12. hus. Merkur har det lidt begrænset i Tyrens tegn, idet hans normale kviksølvstemperament ikke kan få frit afløb inden for Tyrens langsomme og jordbundne område. Som en slags kompensation herfor udveksler han energi med drømmeplaneten NEPTUN, der befinder sig i det urolige tegn: Vandbæreren. URANUS, der ligesom nu står i drømmernes og idealisternes tegn: Fiskene.

MODSTANDEN
Den evigt lovlydige SATURN prøver at fortælle Fristaden, hvordan den skal te sig, og han har gode kort på hånden, idet han blandt så meget andet repræsenterer den lovgivende magt. Saturn står også for de mere konservative kræfter i samfundet, f.eks. i storfinansens verden. Det siger sig selv, at denne sociale gruppe har betydelig interesse i at få Christiania om ikke lukket, så dog ”normaliseret”, idet der jo kan indhøstes ikke ringe fortjeneste på ny bebyggelse inden for Christianias område. Det ville nok også være sympatisk, om også denne del af København bliver nødt til at betale de samme skatter og afgifter, der gælder uden for Fristadens rammer. Alle både statslige, amtslige og kommunale kasser vil med glæde hilse en sådan ensretning, som Christiania netop modsætter sig efter bedste evne, velkommen. Stående i 12. huset (lukkede institutioner, fængsler, m.v.) har Saturn dog ingen synderlig slagkraft , fordi han dårligt kan høres eller ses. Dette opfatter jeg som et tegn på, at Christiania IKKE bliver ”normaliseret”, skønt dette brede udtryk kan få alskens udformninger og således er vanskeligt at vurdere.

STØTTEN
Næh, så kommer der langt en mere positiv energi fra forbindelsen til JUPITER i Løven i 2. huset, altså et udsagn om netop økonomiske fordele eller jovial sympati oppefra i systemet, muligvis fra intelligentsia. Det samme gælder fra Mars/Neptun i Vandbæreren, der principielt er helt uenige med Jupiter og forsøger at hævde respekten for enkeltindividet frem for hensynet til offentlige institutioner, og derfor helst vil overtale Merkur til en ordning, der set med systemets øjne, er temmelig vildt. 

FRISTADENS YDRE FREMTRÆDEN Denne aflæses på Ascendanten, som finder vi midt i Krebsens tegn, og dens hersker SOLEN stående i Tyrens tegn – og NOTABENE! efter de klassiske regler modtager Solen ingen aspekter fra de øvrige planeter. Sådanne uaspekterede planeter har tendens til at reagere ganske som mennesker, der næsten intet samkvem har med andre mennesker: Når de en sjælden gang er sammen med andre, så enten fylder de så uforholdsmæssigt meget i deres uhæmmede trang til endelig at gøre opmærksom på deres eksistens, at de overdøver alle andre. Eller de går i eet med tapetet, fordi de er så uvante og med at begå sig i andres selskab, at de slet ikke kan finde en passende adfærd.

I Tyren beskriver Solen et ret stort, åbent areal, gerne med megen natur: vand og skov og dyr, et sted, hvor børn, voksne og dyr får lov at trives i deres egen atmosfære og deres eget tempo. Helst ville Christianitterne altså ganske roligt passe sig selv og deres daglige dont, og de kan nok føle det som utidig indblanding i stadens indre affærer, hver gang en eller anden ydre instans igen finder det nødvendigt med loven i hånd at statuere et eksempel. (Tager vi de ikke klassiske aspekter med, er Solens eneste aspekt en uharmonisk forbindelse til PLUTO i Skytten, hvis udsagn er: hér hos os gør vi altså sådan, og vil du ikke gøre som os, bliver du kanøflet. Frit efter H.C. Andersen).

FOLKETS RØST
Hvad den brede befolkning mener, ses som regel af MÅNEN, som vi finder i Vægtens tegn i hjemmehuset, det 4. Vægten vil helst ikke have skænderier og ufred og giver hellere andre ret, så han/hun selv kan få fred. Samme Måne taler venskabeligt med Jupiter, der både behersker stadens daglige gøremål og forholdet til landets myndigheder, så der ER trods alt megen velvilje også blandt folketingets medlemmer for denne by i byen. Og menigmand har såmænd ikke alvorlige indvendinger imod at lade Fristaden fortsætte på de eksisterende præmisser, så længe det ikke koster ham flere skattekroner. Ofte udtaler vi danskere os i lidt svævende vendinger om Christianias fremtid og gunstigste styreform, hvis det da ikke lige er tilfældet, at vi siger eet og mener noget helt andet inderst inde, ud fra devisen om, at MORAL ER GODT, SÅ DOBBELTMORAL ER DOBBELT SÅ GODT!

CHRISTIANIAS FØDSELSHOROSKOP
Naturligvis kan vi opstille et horoskop for Fristaden, da vi jo kender datoen, hvor det besluttedes fra officielt hold at anerkende de frit voksende initiativer i retning af bebyggelse af det tidligere kaserneområde, nemlig: 26. september 1971 kl. 12:04 i København K. Disse data giver følgende horoskoptegning:

christ_foedsel.jpgTo tendenser er meget tydelige i dette horoskop, nemlig at SOLEN (identiteten) står i det harmoniske og vidtfavnende VÆGTENS tegn, dvs. enhver får ro til at leve og udvikle sig efter eget ønske. Og denne Sol står alt andet end alene, faktisk står hele 5 planeter ganske tæt på hinanden, nemlig først trives MERKUR (kommunikation)fint i sit eget tegn Jomfruen, dernæst kommer PLUTO (underverdenens konge, magt/afmagt, had/kærlighed, hvidt/sort) i Jomfruens sidste grad, hvor han er ved at være dødtræt af at være. Mikro-makro-perioden med fokus på ret kost og levevis, biodynamisk jorddyrkning og dyrehold synger på sidste vers, og snart må noget nyt komme. SOLEN følger derefter lige på målsætningsaksen, og lidt længere inde i Vægten VENUS (harmoni, skønhed og økonomi) sammen med oprøreren URANUS, der for enhver pris vil leve efter egne normer. Af 10 planeter står de fem samlet omkring hensigten med projektet, dog uden at være ganske enige om mådn, udviklingen skal gå.

Den anden tendens finder vi i det ydre indtryk Fristaden gør, nemlig Ascendanten i det frihedselskende og kosmopolitiske Skyttens tegn. Som om disse udsagn ikke var nok, står både drømme- & illusionsplaneten NEPTUN og vækst- og optimismeplaneten JUPITER præcis på Ascendanten, den første nu i det skjulte hus 12., men Jupiter stadig befinder sig i 1. huset = det alle kan se. Også MÅNEN befinder sig i 1. hus og i Skytten. Sådan angives det, at den almindelige beboer fra begyndelsen ligeledes var en af og til noget urealistisk og meget søgende person, der holdt på sine principielle rettigheder som et frit individ i en fri by og verden. Den enkeltes bolig vises af 4. huset i Vædderen, og herskeren MARS står her i Vandbæreren, (som endnu en henvisning til menneskets ukrænkelige rettigheder,) oven i købet sammen med Nordlig Måneknude, der måske i denne sammenhæng fortæller om, hvad den enkelte kan lære af at bo netop hér, både principielt og kollektivt.

Problemet i dette himmelbillede ses af SATURN, der stående i 7. huset (kærester og åbenlyse fjender) i Tvillingerne og tilmed gående baglæns klart markerer sin utilfredshed med tingenes tilstand. Saturn er af natur gammel(klog), bagstræberisk og overordentlig forsigtig med at vove sig ud i noget nyt eller usikkert. Så han vil til enhver tid arbejde på at ”normalisere” dette rodede og upræcise foretagende. Han hersker desværre over de penge og samfærdselsmidler, som er nødvendige for stadens fortsatte eksistens og har derfor et stort ord at skulle have sagt.

SAMMENLIGNING af FØDSELS- og NUTIDSHOROSKOP

Allerede fra marts måned 2003 begyndte opgør- og oprørsplaneten Uranus at genere Christianias Ascendant og dermed også Neptun og Jupiter, og i 2004 fortsætter denne forbindelse, foruden af Uranus nu også angriber Saturn. På menneskedansk kan det tolkes som stærke og uforudsigelige kræfter, der har til hensigt drastisk at ændre på Fristadens ydre fremtræden, men samtidig ikke at bøje sig ganske for de mest konservative indflydelser og deres ønske om helt at lukke Christiania. Forbindelsen mellem disse to: den revolutionære og den reaktionære arbejder videre helt til udgangen af 2005, og det kan være svært at spå om, hvem der går af med sejren.

Drømme- og illusionsplaneten Neptun har sunget smukke sange til Venus for at mildne overgangen til det nye ukendte, og for tiden står han på Mars og fortæller i klart sprog, at ”syndebukken” stadig er narkosalget i staden. (Neptun står blandt så meget andet for kemisk fremstillede stoffer, f.eks. narkotika). Aspektet ophører først i foråret 2005, så forhåbentlig har indbyggerne til den tid frivilligt arbejdet med på at rense staden for de hårde stoffer. Hashen kommer næppe helt bort.

Den seje og uomgængelige Pluto har længe bevæget sig frem og tilbage over Fristadens Måne (befolkning & sindsstemningen i staden) med sine absolutte krav om total overgivelse eller total krig. Da Pluto i december 2003 slap Månen, fortsatte han med at bearbejde Merkur, der behersker forholdet til omverdenen. Så det ligger så som så med populariteten for tiden, og tendensen bliver ved til udgangen af 2005.

christiania11.jpgKONKLUSION
En lille astrologisk spidsfindighed tillader jeg mig at udnytte som redskab i denne sammenhæng. For tiden går Uranus i Fiskene, altså Neptuns herskertegn, men Neptun vandrer gennem Vandbæreren, altså Uranus’ herskertegn. Det kaldes i astroslang, at de står i reception, ligesom to landes udvekslede ambassadører bor i hinandens land, og naturnødvendigt er hinanden venligtsindede. Hvorfor ellers udveksle diplomater?

Derfor vil de to, skønt de hver for sig ikke befinder sig specielt godt i deres nuværende tegn, i kraft af samarbejdsaftalen støtte hinanden og hjælpe hinandens projekter på vej. Og hér finder jeg fortrøstning til, at DET IKKE VIL LYKKES de mest konservative eller reaktionære kræfter (Saturnisterne) at ”NORMALISERE” Fristaden Christiania efter forgodtbefindende. Der vil afgjort finde dybtgående forandringer sted, sandsynligvis i 2004-5, men i et tempo og på områder, sådan at de ”ægte” Christianitter slipper for at føle, at de forbløder under processen. En hel del taler for, at planerne om at omdanne stadens grundlag til en FOND vil få held til at realiseres, sådan at Danmark ikke i den bedste hensigt kvæler dette unikke eksempel på individets frihed – som så mange kommer rejsende langvejs fra for at opleve.

Sidst opdateret ( torsdag 13. oktober 2011 )
 
< Forrige   Næste >